Om Teater Refleksion

Hvert år byder Teater Refleksion børnefamilier, bedsteforældre samt skoleklasser og dagtilbud velkommen i vores børneteater i hjertet af Aarhus. Teater Refleksion er på én gang et oplevelsesunivers, et kreativt idéværksted og en ambitiøs legestue for alle aldre, hvor publikum kan opleve professionelt børneteater og deltage på forskellige kreative workshops.

Bjarne Sandborg er teatrets kunstneriske leder. Tilbage i år 1990 etablerede han Teater Refleksion med en drøm om at skabe et børneteater med speciale i dukke- og animationsteater. Siden er det blevet til over 30 forestillinger, som har glædet børn og voksne over hele kloden.

Vi bruger ofte dukker, objekter og animation til at skabe fortællinger med, og selvom mange af vores forestillinger er ordløse, er ’sproget’ rigt og historierne levende. Bevægelser og timing beskriver karakterernes tilstand og stimulerer vores naturlige evne til at forstå et nuanceret, nonverbalt sprog.

Andre gange inviteres publikum med ind i sanselige rum, hvor der gennem scenografi, lyd, lys og animation skabes flotte, visuelle universer. I alle tilfælde er vores ønske at skabe teater for børn og voksne, der åbner for fortællinger og aktiviteter med rum til fordybelse:

”Publikum skal have ro og plads til at synke ned i og genkende eller undres over forestillingen og historien – og digte med og digte videre på det, de oplever.” – Bjarne Sandborg.

Gennem årene er det blevet til tre Reumertnomineringer – og en Reumertstatuette i 2017, da teaterinstallationen ‘Gerdas rejse’ vandt for ’Bedste børne- og ungdomsforestilling’.

Teater Refleksion rejser både nationalt og internationalt. Mange tusinde børn og voksne rundt om i verden har besøgt vores forestillinger, når vi hvert år turnerer i store dele af Europa og i lande som USA, Australien, Kina og Japan.

Vi glæder os hver dag over at byde børn og voksne velkommen i vores børneteater i Aarhus og ser frem til at præsentere nye og spændende oplevelser de næste mange år.

Med venlig hilsen

Teater Refleksion

Praktisk info

135 kr. Voksne 25+ år
70 kr. Børn og unge 0-24 år
70 kr. Studerende el. pensionister
70 kr. Grupper på min. 5 personer (pr. person)
40 kr. Skoler og institutioner inkl. private pasningsordninger
40 kr. Hjemmepassere og hjemmeundervisere

Billetter til 40 kr. kan kun bestilles ved at kontakte vores administration direkte. Ring eller skriv til os på tlf.: 8624 0572 / refleksion@refleksion.dk, så hjælper vi jer med at booke billetter.

OBS Vores workshop-priser varierer fra vores forestillingspriser og fremgår under den enkelte workshop.

For at give alle vores publikummer og workshopdeltagere den bedst mulige oplevelse, har vi sat en aldersgrænse på vores forestillinger og aktiviteter.

Vær opmærksom på, at vi forbeholder os retten til at afvise gæster, der ikke overholder den nedre aldersgrænse. 

Parkering og transport

Nærmeste parkering er ved Aarhus Congress Center, Margrethepladsen 2 eller i Salling P-hus i Østergade.

Teatret findes ca. 10 minutters gang fra Rutebilstationen og Aarhus Hovedbanegård – og ca. 5 minutters gang fra Park Allé.

Hvor finder du os?

Bygningen ligger i en gård med indgang fra Frederiksgade 72.  Se efter vores skiltning – særligt det store banner, der hænger tværs over Frederiksgade, som viser dig hvor porten er.

Selve indgangen til vores bygning finder du ligefrem og til venstre i hjørnet af gården.

Følg trappen op på første sal, hvor døren til teatrets foyer står åben.

Ankomst

Vi åbner ca. 30 min. før forestillingen begynder. Af hensyn til miljøet bruger vi ikke papirbilletter. Kontakt i stedet personalet i baren for at oplyse dit navn, så registrerer vi din ankomst.

I baren er det muligt at købe kaffe, te og saft, et lille stykke chokolade eller en anden mindre snack.

Det er ikke muligt at medbringe mad og drikke i salen.

Når forestillingen begynder

Personalet ringer med en lille klokke, når vi er klar til at lukke dig og de andre publikummer ind. Der gives helt kort nogle fælles beskeder, hvorefter vi guider jer ned mod salen og hjælper jer på plads.

Kom i god tid. Når forestillingen er begyndt, er det ikke længere muligt at komme ind. 

Gaderobe 

I vores foyer har vi garderobe, hvor du kan hænge dit overtøj. Døren ud til opgangen bliver lukket og låst under forestillingen.

Vi har to toiletter forenden af gangen ned mod salen. Spørg endelig personalet, hvis du har brug for at hjælp til at finde dem.

Elevator

Vi har en serviceelevator til kørestolsbrugere samt dårligt gående. Kontakt altid teatret ved køb af billet, hvis du har brug for hjælp med at komme op på første sal. Dét for sørge for, at vi står klar til at guide og hjælpe dig ved din ankomst og for at sikre, at der er gjort klar til en eventuel kørestol i salen ved publikumsrækkerne.

Tilmeld nyhedsbrev