fbpx

Dukketeater – når træ og skumgummi bliver levende

Hvert år byder vi børnefamilier, bedsteforældre samt skoleklasser og institutionsbørn velkommen i vores dukketeater i hjertet af Aarhus. Teater Refleksion er på én gang et oplevelsesunivers, et kreativt idéværksted og en ambitiøs legestue for alle aldre.

Vi bruger dukker, objekter og animation til at skabe historier med, og selvom mange af vores forestillinger er ordløse, er ’sproget’ alligevel rigt og fortællingerne levende. Ved hjælp af bevægelser og timing beskriver vi figurens tilstand og motivation. Det ordløse dukketeater stimulerer vores naturlige evne til at forstå et nuanceret, nonverbalt sprog.

 

På Teater Refleksion tager vi fat om alle følelser

 

Med vores forestillinger præsenterer vi ofte følelser og tilstande, de fleste af os genkender fra hverdagen så som glæde, kærlighed, nysgerrighed osv. Men i hverdagen kan vi også møde ensomhed, frygt og vrede – følelser, der ikke altid er lige lette at tale om.

Dukker er gode at bruge til at kommunikere svære følelser og situationer med, uden at det bliver svært for børnene at tage del i. Dukker kan sprænge alle grænser for, hvad der er fysisk muligt. Når de eksempelvis hopper højere, end vi er i stand til, eller i ren overraskelse sender hatten i vejret uden at røre den. Vi kan både skabe tyngde og lethed i vores forestillinger ved at kombinere dukker og teater med hinanden. Der opstår et univers omkring dukkerne, der minder om legens. Vi ved godt, at det vi ser ikke er virkeligt, men vi køber præmissen, for ellers kan vi ikke lege.

Vi glæder os hver dag over at byde børn og voksne velkommen i vores lille teater i Aarhus og ser frem til at præsentere nye og spændende oplevelser de næste mange år.

Med venlig hilsen
Teater Refleksion

Tilmeld nyhedsbrev